Forandringstegnsberegner
Alt efter toneartsfortegnet spilles en skrevet tone naturlig, med kryds eller med b, og man må nogle gange skrive et forandringstegn for at få det, man vil have. Dette værktøj svarer dig i begge retninger. Det fungerer i din browser, gratis, uden konto og uden download.
Indlæser værktøjet …
Sådan bruger du det
Begynd med at vælge toneartsfortegn på listen, fra syv b'er til syv kryds. Hver linje angiver også de berørte dur- og moltonearter. Vælg derefter en af de to faner.
I tonearten : du har et tonebogstav (C, D, E …) og vil vide, hvad det bliver med dette toneartsfortegn.
- Klik på bogstavet.
- Værktøjet angiver den tone, der lyder, for eksempel »F bliver til fis«.
- En tabel viser de fem mulige forandringstegn for dette bogstav, fra dobbelt-b til dobbeltkryds. Den angiver det, som allerede er givet af toneartsfortegnet (»Intet at skrive«) og for hvert af de andre, hvilket forandringstegn der skal skrives foran tonen.
- Nodesystemet viser disse fem toner, og den spillede tangent lyser op på klaviaturet.
Få en bestemt tangent : du vil have en bestemt tangent og leder efter, hvordan den skrives.
- Rør ved den ønskede tangent på klaviaturet.
- Værktøjet giver alle mulige skrivemåder for denne tangent, med de forandringstegn, der skal stå foran tonen, under hensyn til det valgte toneartsfortegn.
- Nodesystemet viser dem; den skrivemåde, der passer til toneartsfortegnet, er markeret med grønt.
Forandringstegn kort fortalt
- Et kryds (♯) hæver tonen en halvtone.
- Et b (♭) sænker den en halvtone.
- Et dobbeltkryds (♯♯) hæver den en heltone; et dobbelt-b (♭♭) sænker den en heltone.
- Et opløsningstegn (♮) ophæver et forandringstegn, hvad enten det kommer fra toneartsfortegnet eller fra et tidligere skrevet forandringstegn, og gør tonen naturlig.
Et forandringstegn skrevet foran en tone, kaldet tilfældigt fortegn, gælder for resten af takten, på samme linje eller i samme mellemrum. Ved næste taktstreg gælder toneartsfortegnet igen.
Et eksempel
Lad os tage et toneartsfortegn med ét kryds (G-dur eller e-mol). Alle F'er er der kryds: et skrevet F spilles derfor som fis.
- For at spille fis er der intet at skrive: toneartsfortegnet giver det allerede.
- For at spille F naturligt skal man skrive et opløsningstegn foran tonen.
- For at få fisis (en G-tangent) skriver man et dobbeltkryds.
På fanen »Få en bestemt tangent« skal du vælge G-tangenten: du ser, at den lige så godt kan skrives G naturligt som fisis eller asas, men at den første skrivemåde langt hen ad vejen er den mest almindelige.
Hvorfor flere skrivemåder for den samme tangent?
En tangent på klaviaturet kan have flere navne: man taler om enharmonisketoner. Valget af skrivemåde afhænger af sammenhængen: tonearten, skalaen, melodiens retning. I et toneartsfortegn med kryds skriver man snarere kryds; i et med b'er snarere b'er. Dobbelte forandringstegn er sjældne og tjener til at respektere en skalas logik.
Øvetips
- Tag et stykke, du kender, og læs dets toneartsfortegn: hvilke toner er alterede, uden at man ser det foran dem?
- Led så efter opløsningstegnene: de ophæver et forandringstegn fra toneartsfortegnet, og det er der, man oftest tager fejl.
- Brug den anden fane til at forstå, hvorfor en komponist nogle gange skriver et dis frem for et es.
- Variér toneartsfortegnet, mens du beholder bogstavet: du ser, hvor hurtigt den samme tangent skifter navn.